Hvorfor er du slægtsforsker?

Slægtsforskning er noget kedeligt historie-noget for gamle mennesker, synes at være en herskende fordom. De tager fejl. Der har altid været yngre mennesker, som synes, at slægtsforskning og historie er interessant. I dag er det bare langt nemmere at lære sin afdøde familie at kende, fordi man kan sidde hjemme eller en sommeraften på ferien, mens børnene er lagt i seng, og finde nye oplysninger. Det gælder også for personer, som bor langt fra landsarkiverne at flere har mulighed for aktivt at dyrke interessen slægtsforskning.

Slægtsforskningen har givet mig muligheder, som jeg ikke havde forventet at få. Kun det sidste punkt gælder alle os slægtsforskere.

Jeg har truffet fantastiske mennesker

Slægtsforskere kan være gavmilde og generøse. De hjælper dig gerne med at tyde nogle ord, du ikke kan læse. De kan også foreslå kilder, som du endnu ikke har brugt. Der er en guldgrube af viden og en glæde over, at finde en ligesindet, som man kan dele frustrationer og glæder med.

Jeg har skrevet bøger og artikler

Da jeg var ung, ville jeg gerne være forfatter. Problemet er, at jeg ikke er særligt god til at finde på, så det har lange udsigter at blive skønlitterær forfatter. Jeg har skrevet adskillige artikler til Slægt & Data og lokalhistoriske årbøger, når jeg fandt noget særligt spændende. Siden blev det til bøger skrevet sammen med Kathrine Tobiasen. Naturligvis om slægtsforskning. Man bliver ikke rig af at være forfatter, og arbejdet med at skrive en bog er meget større, end man tror, når man går i gang, men drømmen om at blive forfatter blev udlevet. Dejligt.

Det er stadigvæk muligt at købe Slægtsbog – udfyld den selv.

Jeg har undervist i slægtsforskning

Det kom som en overraskelse for mange; også mig selv, da jeg begyndte at undervise på aftenskole. Det blev en fin introduktion i, hvordan man tilrettelægger undervisning, så man får fortalt de vigtigste ting i den rigtige rækkefølge.
Det var utroligt inspirerende at møde uerfarne slægtsforskere og se deres begejstring, når de fandt ud af, hvordan arkivalierne og forskellige databaser skulle bruges.

Jeg har siddet i bestyrelsen for en landsdækkende forening

Første gang, jeg sad i bestyrelsen med helt fremmede mennesker, var da jeg kom i bestyrelsen for en landsdækkende forening. Tidligere havde jeg siddet i bestyrelsen for personaleforeninger, hvor vi skulle planlægge aktiviteter for vores kollegaer.
Her var der tale om at varetage 7.000 medlemmers interesser og daglange møder og personer, hvis dagsorden ikke altid lignede de andres. Erfaringerne bruger jeg i mit nuværende bestyrelsesarbejde.

Jeg kan placere min familie i historien

Det kan du forhåbentlig også, ellers er du sikkert på vej til det. Historien om min hestetyv er velkendt, men der er også historien om den ugifte kvinde, som fik fire børn med fire forskellige mænd og hende, som drog til København og blev gift med en mand, som senere bliver velhavende håndværksmester.
Kendte mennesker er der ikke mange af, men der er bønder i massevis. Det er trods alt også dem, der var flest af. Jeg ved, hvem der deltog i treårskrigen (1848-50) og Napoleonskrigene. Jeg ved, hvem der var omfattet af stavnsbåndet, da det blev opløst og har samlet oplysninger om de nye skoler, alle børn skulle gå i fra 1814.

Hvorfor er du slægtsforsker?

Det frække svar: Fordi det nok er den eneste hobby, hvor det er i orden at blive glad, når man finder et dødt familiemedlem.
Er der andre grunde til, at du er slægtsforsker?

One Reply to “Hvorfor er du slægtsforsker?”

  1. Hej
    Da jeg var 17 år fik vi en slægtsbog over min mormors slægt, i den stod der ikke meget om de fundne personer, men der stod at min tip var død i krigen 1864. På det tidspunkt havde jeg ikke mod på at begynde, det gjorde jeg så i 2003 og fandt ud af meget mere om mine slægtninge end det der stod i bogen, det fandt jeg spændende, så jeg har forsket i mine 4 bedsteforældre og deres slægter nu, jeg synes det bedste er, når jeg har søgt en afdød person og så finder vedkommende i kirkebøgerne, det er noget af en sejr. Der ud over kan jeg godt lide at finde ud af hvordan de levede på det givne tidspunkt og sætte det sammen med min slægt og meget mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.